• Hjemme hos
    designer Susanne Rützou

    For Susanne Rützou er det vigtigt, at objekter har sjæl – det gælder både de skulpturelle skåle i stentøj og porcelæn, som hun selv formgiver, og hendes snedkerkøkken i elmetræ. Et mere end ti år gammelt køkken fra Garde Hvalsøe var en af grundene til, at hun faldt for den arkitekttegnede villalejlighed fra 1932 i København. Det handler grundlæggende om livskvalitet, og den skinner igennem overalt i designerens hjem.

    Alle sanser vækkes, når man træder ind i den store villalejlighed, som er tegnet af arkitekt Vilhelm Lauritzen i 1932. Susanne Rützou bor sjælfuldt, omgivet af rejsefund, arvestykker og egne kreationer, og lyset strømmer ind gennem de franske døre i teak og de store vinduespartier med parkudsigt, som sørger for, der altid er natur i øjenkrogen. Om sommeren står dørene på vid gab ud til terrassen fra køkkenet, der er et helt centralt rum for designeren.

    For Susanne Rützou er det som at bo i et skovbryn, midt i København, og hun faldt øjeblikkeligt for den arkitekttegnede villa med det industrielle udtryk og de klare æstetiske valg. Ikke alene fra Vilhelm Lauritzens side, men også i de tidligere ejeres respektfulde opdatering af huset med et snedkerkøkken i elmetræ og andre skræddersyede løsninger i træ, som efterlod hende med følelsen af et helstøbt univers – og dermed et perfekt afsæt til at skabe et personligt hjem.

    ”Snedkerkøkkenet passer så smukt til et 30’er-hus i sin modernitet og materialitet. Det understøtter autenticiteten, forbinder sig intuitivt til den omgivende natur med elmetræet og de synlige tapsamlinger – og stod allerede med den fineste patina fra summen af oliebehandlinger og lysindtryk, da jeg flyttede ind,” fortæller Susanne Rützou, der som designer har en forkærlighed for teksturer og overflader.

    ”Ud over at være rig på patina og sjæl er det en særlig kvalitet for mig, at det er et funktionelt køkken – med plads til alt mit udstyr, og hvor der kan laves mad i timevis. Det er fantastisk at arbejde i, men kan også blive ryddeligt. Det er ren og skær livskvalitet at leve med det.”

    Sjæl er en væsentlig dimension i alt, hvad Susanne Rützou skaber og omgiver sig med, i samklang med funktionalitet, materialitet og kompositioner. Det var af stor værdi for hende, at hun ikke behøvede skifte hverken køkken og bad, da hun overtog lejligheden i 2015, men stod med et gedigent, tidløst fundament, som hun kunne tilpasse til sit eget udtryk.

    Virkemidlerne er enkle, intuitive og inspirerende. Et funkis-vintagespejl på det store badeværelse, der tager sig flot ud i kombination med elmetræet og bygger bro til 1930’erne. Planterne af Philodendron-familien i vinduerne som levende afskærmning i stedet for gardiner. Håndvævede Tuareg-måtter på både badeværelse og i køkkenet.

    Spisebordslampen af eget design, der fremkalder en følelse af laboratorium. Og en dristig, men meningsfuld forvandling af køkkenøen, som hun har malet sort ved spisepladsen for at skabe en skulpturel virkning med den sorte tekstur op mod den sorte grafitplade og i samme åndedrag tilføre rummet ekstra dybde og fremhæve træmodulerne bagved.

    ”Jeg har afkodet huset, der er en finurlig blanding af et ret råt, industrielt udtryk og et herreværelse med mange forskellige træsorter. Det er uprætentiøst og stateligt på en og samme tid,” fortæller Susanne Rützou, som har leget videre med dynamikken i indretningen, ligesom gentagelser med variation skaber ro og underbygger følelsen af konsekvens og holisme.

    Flere af husets rum er blevet indrettet med luftige stålreoler, som Susanne Rützou har fået sprøjtelakeret i forskellige farver. Paletten er neutral, tro mod husets eget farveunivers og den farve, hun altid vender tilbage til, RAL 7044. Da hendes originale Hans J. Wegner-bord i træ blev skadet og ikke kunne slibes ned, malede hun det i den silkegrå RAL-farve, og i dag har det funktion af alt fra spisebord til kontorplads, fordi atmosfæren og lyset i køkkenet trækker mere end villalejlighedens kontor.

    I køkkenet, på uprætentiøse stålreoler, finder man også de skulpturelle skåle i stentøj og porcelæn, som Susanne Rützou skaber i grænselandet mellem design og kunst. En skabelsesproces, hun har dedikeret sig til, fordi det er forbundet med nærmest meditativ livskvalitet at formgive med hænderne 1:1. Objekterne er et studie i formationer og de strukturer, der findes i naturens dna, og ikke mindst derfor står de så smukt i snedkerkøkkenet, inden de finder vej ud i verden.

    MODELMinimal

    MATERIALERElmetræ | Nero Assoluto granit